Bjarke har en meget slæbende gang og har specielt svært ved at løfte venstre forben fri af jorden. Ved tilbagetrædning ses, at Bjarke træder ud til venstre side, og når Bjarke skal gå rundt på de små volter, har han svært ved at lave overtrædning med indvendig bagben på venstre volte.

Efter ganganalysen palperes (mærkes) hele hesten igennem for evt. hævelser, smerter, forskel i muskelfylde, varme/kulde forandringer.

Dernæst undersøges bevægeligheden i alle Bjarkes led, startende med alle leddene i forbenene og skulderbladene, dernæst i bagbenene. Herefter undersøges bevægeligheden i bækken og korsben, hvorefter alle ryghvirvlernes bevægelighed undersøges.

Videre undersøges hals- og nakkehvirvlernes bevægelighed samt kæbeled og tungeben. Også brystbenet og ribbenene undersøges for deres bevægelighed. Hvis der undervejs i undersøgelsen af de enkelte led findes nedsat bevægelighed eller låsninger, korrigeres disse med det samme.

I Bjarkes tilfælde findes der låsninger i forknæene, skulderleddene og første ribben. Der er låsninger i begge hofter samt i bækken og korsben. Desuden findes der låsninger i lænde- og brysthvirvlerne samt i nakken, halsen, kæben og tungebenet.

Efter behandlingen ses Bjarke igen mønstret i skridt og her observeres, at Bjarkes gang nu ikke længere er så slæbende. Når Bjarke stiller sig op, er venstre forben ikke længere foran det højre. Bevægelsen i ryggens højre/venstre side er ligeledes mere ens end ved starten af behandlingen, og Bjarke har heller ikke længere besvær med at gå rundt på små volter. Efter behandlingen har Bjarke fri et par dage, og efter en uge kontaktes jeg af ejeren, der fortæller, at Bjarke ikke længere tager så mange forsøg til at urinere.

Bjarke undersøges og behandles igen efter 3 uger, hvor antallet af låsninger er minimeret betydeligt, og det observeres at Bjarke er begyndt at sætte rygmuskler igen.