• Massage
  • Strækøvelser/smidighedsøvelser
  • Mobilisering
  • Osteopati
  • Fasciestræk
  • Lymfedrænage
  • Laser
  • Ultralyd
  • Magnetfeltsterapi
  • ANT (Animal normalization therapy)
  • Træningsterapi

Massage

Ved brug af forskellige massagegreb, øges blodcirkulationen i området, hvorved spændinger nedbrydes og vævet blødgøres. Massage mindsker smerte og udløser hormonet oxytocin, der er et beroligende hormon, som får hesten til at slappe af.

Strækøvelser/smidighedsøvelser

Øger blodcirkulationen, smidigør vævet og nedsætter smerter.

Mobilisering

Øge bevægeligheden i et led. Et led kan efter længere tids låsning, i en eller flere retninger, have nedsat bevægelighed og skrumpning af ledkapslen. Ved mobilisering arbejdes der med leddet i retningen med den nedsatte bevægelighed for igen at opnå normal bevægelighed.

Osteopati

Blid form for kiropraktik, hvor låsninger eller blokeringer i f.eks. hestens rygsøjle korrigeres, for at øge bevægeligheden i området. Osteopati udføres kun med terapeutens hænder og reflekspinde og er ikke forbundet med ubehag for hesten.

Osteopati har været brugt på heste siden 1970´erne og har vist at have god effekt.

Fasciestræk

Fascier er bindevæv, som ligger omkring hver enkelt muskel og forbinder forskellige lag af væv. Forskning har vist, at der er en slags væske mellem de forskellige lag af fascier og at denne væske kan blive mindre flydende, hvis fascierne udsættes for fx hurtige stræk.

Ved hjælp af en speciel teknik genskabes fasciernes fleksibilitet og væsken mellem de forskellige lag bliver igen flydende.

Lymfedrænage 

Hestens lymfesystem kan blive påvirket efter f.eks. en større skade i et ben, således at lymfevæsken ikke længere kan flyde normalt, der opstår ophobninger af lymfevæske.

 Ved hjælp af en blid form for massage og kompressionsteknikker kan man stimulere lymfekarrenes vægge til at trække sig sammen og lede lymfevæsken tilbage til de større lymfekar.

Laser 

Koncentreret lys, som trænger dybt ind i vævet helt ind i den enkelte celles mitochondrier (cellens kraftværk). Mitochondrierne absorberer laserlyset, og omdanner det til ATP, der er cellens brændstof. Cellen får derved energi til at udføre de opgaver, den er programmeret til herunder den naturlige helingeproces.

Ved en skade, akut som kronisk, kommer cellen i underskud af ATP, hvilket betyder, at cellen ikke længere kan arbejde så hurtigt. I laboratorieforsøg har man påvist at ved tilførsel af laserlys, kan man normalisere ATP produktionen og dermed få cellen til at arbejde normalt igen.

Laser kan være med til at dæmpe inflammation, lindre smerter, øge blodgennemstrømningen, stimulere dannelsen af kollagent væv og mobilisere immunforsvaret. Laser anvendes til sene- og ledbåndsskader, arvæv, sår, smerter og triggerpunkter (ømme punkter).

Ultralyd

Lydbølger der danner fortætninger og fortyndinger i vævet, som en elastik der strækkes ud og trækkes sammen. Denne trykvariation kaldes for mikromassage. Denne mikromassage medfører en volumenforandring i cellerne, der godt nok er meget lille, men til gengæld skifter ultralydens bølger retning op til 3 millioner gange i sekundet. Dette giver en øget transport over cellemembranen, og derved får ultralyden indflydelse på vævshelingen.

Ultralyd kan være med til at øge blodcirkulationen, øge vævsgenerationen, virke muskelafslappende og smertelindre. Ultralyd anvendes til sene- og ledbåndsskader, bindevævsskader, arvæv og adhærencer (nedbinding af væv til underhuden), sår, hæmatomer (blødninger) og mindre ødemer (hævelser).

Magnetfeltsterapi

En celles stofskifte nedsættes, hvis der ikke er den korrekte spænding over cellens membran, og cellen vil langsomt blive mindre aktiv. Ved en inflammation (kroppens egen betændelsestilstand) udskiller kroppen en væske på det skadede område, hvilket medfører smerte, hævelse og rødme. For hurtigere at komme sig over skaden, skal væsken ledes væk ved at øge blodgennemstrømningen.

Ved magnetfeltsterapi øges blodgennemstrømningen, smerterne dæmpes, hævelsen reduceres og dermed fremskyndes helingen i det pågældende område. Magnetfeltsterapi anvendes ved gigt, led- og rygproblemer,sene- og  ledbåndsskader, fibersprængninger, smerter, bækken/lændesmerter, ødemer (hævelser), sår og frakturer (brud).

ANT (Animal Normalization Therapy) 

Er en unik form for osteopatisk teknik, hvor fokus ligger på at påvirke det unormale og dysfunktionelle væv i kroppen, således at det vender tilbage til sin normale og raske funktion. 

I ANT tænker man kroppen som en hel funktionel enhed, der består af ikke bare knogler, led, muskler og sener, men også af blodkar, fascier (muskelhinder), organer, lymfesystem, nerver og kirtler.

Træningsterapi

For at afhjælpe og/eller forbygge skader, er det nødvendigt at hesten trænes korrekt, samt at der lægges en plan for evt. genoptræning. Det er vigtigt at tage hensyn til hestens fysiske og psykiske formåen samt ikke mindst tage højde for hestens biomekanik og dennes begrænsninger.

Rytteren kan påvirke hesten med sine egne skævheder og kan være medvirkende årsag til nogle af hestens problemer. Her er det vigtigt at få klarlagt disse samt give råd og vejledning om træning og behandling af rytteren.